Søren Nissen

Jeg ville gerne lige lave en afslutning af mit indlæg omkring min skade sidste år i maj.

Først og fremmest, jeg har det godt J. Skaden skete et skidt sted, og udsigterne var rigtig dårlige. Når man på vej til operationen, ikke aner om der bliver indsat et kunstigt led, eller hvad der vil ske, er det ufedt. Nu lykkedes det så for lægerne, at flække noget sammen med 10 skruer og noget plade. Bruddet skete i ledkuglen, og var derfor et skidt sted at lege smed. Personligt var jeg meget glad over de gjorde forsøget. En protese i skulderen ville aldrig blive på niveau med ”originale” reservedele, og levetiden er typisk 10 år, mindre om man går til stålet og bruger den. Det at vide, at man jævnligt skal ind til det helt store service resten af livet, med dertil hørende genoptræning, er ikke det nogen ønsker sig.

Efter operationen, var der lidt naturlig ro, men det skulle snart vise sig, at det mekaniske brud kun var en del af problemet. Bevægelsesfriheden var meget begrænset, muskulaturen faldt væk, og biceps musklen helt virkningsløs. Som en mormor arm, hang den bare og dinglede. Nerverne var altså beskadiget, og det gjorde også at store dele af underarmen var følelsesløs, helt ud til og med to fingre. Klassisk biceps curls, blev med nød og næppe udført med en halv liter vand, 3-4 repetitioner, og det var reelt ikke biceps der løftede, men en muskel via en sene på siden af armen.

Så kom genoptræningen. Vi har jo et berømt system i dette her land. I mit tilfælde røg jeg i en ergoterapi på hospitalet. En 3-4 rigtig søde ergoterapeuter senere var jeg lige vidt. Efter lidt moderat pres, kom der en fysioterapeut ind over, som ”vist nok kunne noget med ledfrigørelse”. Det hjalp lidt. Man starter med varmtvandsbassin, og derefter er det tid til noget træning der kunne minde om tortur. At sige det var fedt, er vist en overdrivelse. Efter lidt tid, blev det ”over fysio mutter”, som blev indpisker. Nu begyndte der at ske noget, men der var så også gået 3 mdr. siden starten af forløbet, som igen var 3 mdr. efter skaden! Her omkring påbegyndte jeg også et parallelt forløb i privat regi. Jeg var blevet anbefalet en fyr, fra et medlem i TKD (uendelig tak Jakob!). Brian havde en lidt anden tilgang til tingene. Nogle vil kalde det en lidt hård måde, men skal man arbejde med ham, kræver det en indsats. Det er ikke hans behandling der hjælper, det er behandling + egen indsats. Er det sidste ikke til stede, gider han slet ikke!! Men ud over at stikke med nåle, massere, udvikle nye øvelser mm. så havde han noget mere. Han motiverede! Jeg har aldrig mødt en fysio der kunne udrette ting som Brian. Jeg går der stadigvæk. Det offentlige har en anden tilgang. Så snart som muligt, er det væk fra hospitalet og evt. over på noget ”almen fysioterapi”, som nu til dags køres af kommunen selv. Jeg kæftede op, trænede løs, og vha. kirurgens udtalelser fik jeg strakt det til ca. 1. april. Da forløbet sluttede, sagde den ledende fysioterapeut (som var behandleren), at hun måtte erkende, at alle hendes forudsigelser faldt til jorden. Den skade hun startede med, kunne iflg. hendes erfaring, og hvad der står i bøgerne, aldrig blive god igen. Men hun måtte erkende, at faktorer som tid, vilje og udholdenhed, kunne ændre den slags. Fra gang til gang var det netop mit mål, og jeg skulle opnå lidt mere end hvad kunne forventes. Det medførte overtræning og mange smerter, men de skulle ikke tro jeg gav mig.

Det var en kamp, og det har gjort meget ondt, men januar var humøret så højt, at jeg fik arrangeret en tur til Italien, hvor vi skulle køre på endurocykler! Jeg manglede bare: Cyklen, samt en masse muskler og bevægelighed. Hvor svært kan det være? Set i lyset at det var noget helt nyt, og at jeg havde smadret min arm, var det vel mildt sagt optimistisk. Men man skal vel have noget at se frem til J.

Jeg kom af sted, og det selv med nedsatte kræfter i min polioarm, kom jeg igennem.

Pt. i februar 2010, er min arm stadig ikke 100 %. Det hedder træning 5 gange om ugen, og jeg går stadig hos Brian wunderfysio 1 gang/måned. Han kan holde status, og se fremgangen. Dertil retter han øvelser til, hvad der skal fokus på. Jeg bliver aldrig god til badminton, men var det vist heller ikke før. Men uanset hvad jeg kaster mig over, prøver jeg netop ikke at lade mig begrænse. Forrige vandt jeg firmaets badmintonturnering, dog takket være min 12 årige double makker, men det kan altså lade sige gøre!!

Mentalt blev jeg også sat på en prøve. Det at en kirurg kommer og proklamerer, at ”ens skulder er helt smadret og at du dermed aldrig kommer til at bruge den normalt igen”, det sætter sine spor. Stop lige op engang, og forestil jer hvad det vil sige for jer. Pkt. 1 er ingen MC kørsel, men der er meget mere. FÅÅÅÅÅK det er noget lort! Vi snakker en 99 % revurdering af livet som helhed, i hvert fald for en fysisk aktiv person som mig. Det er en eksistentiel krise af de helt store, og man får tanker om at gøre ting jeg ikke kan skrive her.

Der adskillige andre der har lavet skader på sig selv i klubben, og på lignende måder. Nogle langt værre end mig.  Jeg vil her bare prøve at give et par råd til dem, som ikke er kommet til skade, kører derud af (og bliv endelig ved med det ), men som alligevel lige har den smule fornuft til at stoppe op et øjeblik, og lytte efter. Jeg kan personligt være ligeglad, men lave man lige et kort check, kan man spare sig selv for meget.

1.      Stop op mentalt, og tænk lige over at det du laver er farligt. Der vil ske ting, om ikke med dig, så din kammerat. Det skal ikke ødelægge din dag, men være en dyb erkendelse om, at livet kan bide dig bag i, og her du i farazonen.

2.      Få lavet en liste med telefonnumre, på falck, next of kin, osv, evt. også i Sverige om det er her du kører. Listen kan være i jakken, under sadlen, eller hvad ved jeg, men et sted hvor der er adgang til den!

3.      Forsikringer! Har du tjekket din fritids-ulykke? Dækker den på MC (nogle gør ikke)? Hvad om du kører enduro? Der skal du nok have en ”farlig sport” oven i. Tjek det!!!

4.      Check dit sikkerhedsudstyr! Hænger det lidt i laser? En almindelig MC jakke duer ikke til off road, ej heller bukser. Der skal mere beskyttelse på drengen! Man kører ikke i cowboybukser, osv osv. Er du i tvivl, er der 1000 gode råd på TKD.

5.      Kør ikke når du er træt og uoplagt! Tag hellere en pause derude. Ha’ lidt godt med i lommen, og noget væske. Du er ikke til VM, men skulle gerne have mange gode oplevelser foran dig, med alle lemmer i behold.

Jeg var heldig. Jeg havde udstyret på, men alligevel skete det, og jeg kørte ikke engang stærkt. I dag tænker jeg over det med at køre stærkt, og det med at komme med 100 ud af grusvej, gør jeg bare ikke mere. Så gør jeg nogle andre ting, og jeg falder mere end nogensinde, men det er slet ikke så dramatisk. Når jeg skriver her nu, er jeg bare så inderlig glad, og priser mig lykkelig for, at jeg kan opleve naturen på nærmeste hold, på motorcykel, jeg kan svede og kæmpe, og jeg kan gøre disse ting sammen med nogle fede mennesker. Det er sku da for fedt, at bruge en hel lørdag sammen med nogen fede mennesker, på mc, og ude i naturen.  Nogen holdte hånden over mig

Tak til alle de mennesker der støttede op omkring mig, da jeg var nede. Fuck man trænger til noget positivt. Husk på, at der er andre der ikke er så heldige som jeg var her. De må ikke glemmes. De har jo ikke tabt hjertet til off-road, pga. evt. skader. Støt op om dem, specielt når det ser mest skidt ud. Ses derude, knæk og bræk